Mobile-first index og AMP sites

Mobile-first index og AMP sites
social media

Når vi browser på mobilen, så skal de sider vi besøger gerne loade hurtigt, for ikke at vores interesse går tabt og vi i stedet forsætter til en anden side. Det har Google prøvet at imødekomme, ved i oktober 2015 at introducere et nyt open source netværk kaldet ’Accelerated Mobile Pages’ også kendt som AMP. Et år er gået siden lanceringen og AMP har klaret sig godt – faktisk bedre end forventet! Men nu er mobile-first index også kommet på banen.

Mobile-first index

Google vil gerne have at brugerne får den bedste oplevelse, når de søger på nettet, og et mobiloptimeret site har længe været en ranking faktor. Faktisk er Google netop begyndt at teste ’mobile-first index’, hvilket betyder at har du en mobilversion af din hjemmeside, så vil det være denne Google kigger på i forhold til rankings. Mobil bliver altså prioriteret fremfor desktop. Har man ikke et mobilsite, så vil Google blot kigge på desktopversionen af sitet.
Dette betyder også, at det kommer til at være utrolig vigtigt at have et responsivt design, så alt dit indhold er tilgængeligt på mobil.

Fordele ved AMP

Et mobiloptimeret site betyder ofte, at sitet blot har et responsivt design og derfor kan skalere desktop versionen af sitet ned til et site der også er brugervenligt på mobilen. Men Google vil have at brugervenligheden skal være i top, med hurtig load tid, og et let navigerbart site.
AMP sider vil typisk loade hurtigere end en alm. mobiloptimere side, hvilket gør at AMP ofte er det foretrukne valg, hvis denne mulighed er tilgængelig for brugerne.

Google begyndte derfor i august 2016 at vise AMP i mobilsøgeresultaterne, dog bekendtgør de, at det ikke er en ranking faktor. Men har man en AMP version af sin side, så vil denne blive vist sammen med de andre versioner af siden – AMP versionen vil blive markeret med et AMP foran metabeskrivelsen i søgeresultatet.

Der er nu ifølge Google over 600 millioner AMP sider fordelt på 700.000 dæmæner. I starten var AMP tiltænkt forskellige udgivere af nyheder, så nyhederne hurtigt kunne loades. AMP skulle ganske enkelt sørge for at brugerne i løbet af deres micro-moments (I-want-to-know moments) med mobilen, hurtigt kunne få den information de havde behov for. Sidenhen har andre sites deriblandt eBay taget det til sig.

AMP er en standard for hvordan en hjemmeside skal kodes. Koden er HTML kode, men meget mere simpel. Det er derfor også begrænset, hvad man kan på disse sider, men det er netop disse begrænsninger der sørger for, at siden indlæses hurtigt på en mobil. Begrænsningerne er desuden en af grundene til at det meget har været nyheder og lignende der har taget AMP i brug.

Fordelene ved AMP sites er:

  • AMP sider er fire gange hurtigere og bruger ti gange mindre data sammenlignet med sider uden AMP
  • AMP sider loades i gennemsnit på under et sekund.
  • 90 % af dem der udgiver AMP sider oplever en højere CTR
  • 80 % af udgiverne af AMP sider oplever højere annonce synlighed[1]

Hvad nu?

Hvordan AMP hænger sammen med mobile-first index er endnu ikke til at sige. AMP sider kan mindre og indeholder mindre indhold end hvis siden blot var responsiv. Og hvis mobile-first handler om at fokus er på mobilversionen af ens side er det så godt eller skidt at vælge AMP fremfor et responsivt design? Eller skal man vælge et responsivt design og så lave de vigtigste sider i AMP? Spørgsmålene er mange og der går nok lidt tid før vi får svar på noget af det. Men som det er nu bliver AMP blot vist ved siden af de andre versioner af sitet, så derfor er AMP formentlig trukket ud af ligningen indtil videre.

[1] Besbris, Dave. Vice President of Engineering at Google