Dansk e-handel steget med 70% over de seneste 5 år

Dansk e-handel steget med 70% over de seneste 5 år

Danskerne benytter sig i højere og højere grad af nethandel, hvilket DIBS e-handelsrapporten for 2016 er et stærkt bevis for. I 2016 omsatte den danske e-handel for mere end 70,4 mia., hvilket er en stigning på 12 mia. kr. i forhold til 2015. I de seneste 5 år er den danske e-handel steget med 70%, og er nu tæt på at runde 2 milliarder transaktioner.
Årsagerne til denne stigning findes i de store ændringer der er blevet foretaget de seneste tre år, både i henhold til den teknologiske udvikling, men også når det gælder forbrugernes købsadfærd.

Derfor stiger nethandlen

Gennem de seneste tre år, er der sket en større udvikling for den danske nethandel, end hvad der har været tilfældet de seneste 15 år.
Det tog 15 år at opnå den første milliard transaktioner, mens den næste milliard allerede blev opnået inden for de efterfølgende 3 år.

Stigningen i den danske nethandel skyldes primært 3 ting

Ændringer i forbrugernes købsadfærd

Efter at smartphones er blevet allemandseje, benytter langt flere forbrugere sig også af denne enhed, når det kommer til at shoppe online. Det er blevet nemmere at tilgå hjemmesider fra telefonen, og derved at foretage køb uden man behøver at finde sin computer og betalingskort frem. Derudover bruges telefonen også, når det drejer sig om at lede efter de bedste tilbud eller til at sammenligne priser.
Det forventes at antallet af forbrugere der handler over smartphones vil stige i de kommende år, grundet den teknologiske udvikling.

Mobiltilpassede websites, apps og betalingsløsninger

Grundet stigningen i forbrugere der benytter sig af mobilen til research og køb, har det været nødvendigt for de danske webshops, at mobiloptimere deres websites. Med et mobiloptimeret website, bliver sitet langt mere tilgængeligt for forbrugeren. Man vil derved have større sandsynlighed for at være synlig i flere dele af kundens beslutningsproces, og derved større sandsynlighed for at blive det foretrukne valg. Hvis ens website ikke er mobiloptimeret, vil man hurtigere blive valgt fra, grundet besværligheden med et site der ikke er tilpasset mobilen, hvilket desuden giver langsom loadtid.

Flere butikker benytter sig af omni-channel

De fysiske butikker har i takt med den teknologiske udvikling, fået øjnene op for det faktum at man ikke kan klare sig med kun en fysisk butik. Der er behov for at man også er tilstede online, hvis man vil nå ud til kunderne.
Dette har resulteret i at flere og flere danske butikker i dag er tilstede online, så de i højere grad kan imødekomme forbrugernes behov for online købsløsninger.

Danskerne bruger flest penge på at købe rejser online

Der er næsten ikke den ting, som ikke længere kan købes på nettet. Om det drejer sig om tjenester, varer eller rejser, så er det noget danskerne i stor stil erhverver sig online.
Fordelingen for de 3 områder, som danskerne bruger penge på, er følgende:

  • Tjenester: 10 mia. kr. svarende til 15% af den samlede omsætning.
  • Varer: 23 mia. kr. hvilket svarer til 32% af den samlede omsætning.
  • Rejser: 37 mia. kr. der svarer til 53% af den samlede omsætning for danskernes e-handel.

Udover at rejseindustrien vokser markant og optager over halvdelen af den samlede omsætning, så er nethandel for brancher som online gaming, dagligvarer, helseprodukter og byggematerialer også i vækst.

Branchen med mest potentiale

Selvom traditionelle varer og rejser sælger bedst online, er der stadig størst potentiale i brancher der ligger inden for kategorien ’tjenester’.

Dette dækker eksempelvis over tjenester som; digitale medier (online aviser og apps), computerspil, casino og betting, billetter til events, telekommunikation og parkering.
Den største andel står billetter til events for, mens casino og betting kommer ind på en anden plads.

Abonnementsordninger

Abonnementstjenester var i en periode på vej ud, men er nu vendt stærkt tilbage. Dette skyldes online abonnementer til specielt streamingløsninger som Spotify og Netflix, men også måltidsløsninger og dagligvarehandel står for en stor del af onlinehandlen.

48% af danskerne har for eksempel en streaming løsning til TV mens 24% har det til musik. Når det kommer til aviser har 24% adgang til en online avis gennem et abonnement, og 6% af danskerne benytter sig af måltidskasser.

Hvordan ser fremtiden ud for e-handel

Som nævnt så er smartphonen blevet de fleste danskeres bedste ven. Det er den vi bruger, når vi skal i kontakt med familie, venner og andet netværk, og det er den vi benytter til at være tilstede på de sociale medier. Dette giver muligheden for at vi som forbrugere hele tiden kan blive påvirket af indtryk fra annoncer og produkter fra virksomheder, der målretter budskabet efter vores adfærd online.

Dette betyder også at handlen over smartphones forventes at vokse eksplosivt i de kommende år, da flere løsninger bliver tilgængelige, i takt med at flere og flere benytter mobilen til at handle online.

Denne stigning vil betyde at det ikke blot er nødvendigt for de fleste danske virksomheder at være tilstede online, men de skal også have et mobiloptimeret website, for at kunne imødekomme forbrugeren. Derved undgår de at blive fravalgt på baggrund af manglende optimering der ikke lever op til forbrugerens behov.

Du kan downloade hele rapporten på http://info.dibs.dk/analyse-af-dansk-ehandel-2016